Turen var arrangeret af Williams Rejser med Peter Kristensen som rejseleder og vi var dermed ialt en velfungerende gruppe på 7 rejsedeltagere. Formålet for mig var at fotografere de farverige fugle og andet dyreliv. Vi så over 150 forskellige fuglearter, hvoraf jeg nok har billeder af de fleste. Så der blev taget mange billeder og forventningerne blev indfriet. Der var en del kørsel og ikke så megen afslapning, men når der er så mange anderledes fugle, er det lidt svært bare at slappe af ved pølen. Vi tog afsted d. 21/1 og ankom først til hotellet i San Jose om aftenen efter mørkets frembrud. Vi havde reelt 11 dage dernede.
Min ferie startede så med, at jeg måtte undvære min kuffert i 2 dage, da den var endt i Mexico. Det var lidt surt at gå rundt i det samme tøj og flysokker, men problemet blev heldigvis løst. Vi havde meget forskelligt vejr alt efter, hvor vi var i landet. Temperaturen spændte fra 13 grader til 35 grader. Heldigvis mest varmt og tørvejr. Der var et par enkelte dage, hvor der kom en del regn (heldigvis mest om natten), men da det var varmt, var det ikke noget problem.
Jeg var desværre ikke så god til at fotografere landskabet, da jeg havde fokus på dyrene, og ofte blev det så med mobilen, som ikke er speciel god til det.