Efter en kold nat vågnede vi op til endnu en dejlig dag med godt vejr.
Tæt på hotellet, så jeg langt væk en Acorn Woodpecker med et agern (acorn) som den puttede ned i en pæl som forråd. Desuden lidt sommerfugle. Peter snakkede med en lokal guide, som dagen efter gerne ville prøve at finde Resplendent Quetzal til os.
Dagens rute:
Vi kørte op i et lille skovområde for at lede efter Manekin. Det var dog uden held, men vi så da lidt andet.
Byen San Marcus, hvor vi mange gange kørte rundt om kirken for at komme andre steder hen.
Vi holdt i en slags grusgrav og gik en tur. Der var en stor brun svalehaleagtig sommerfugl, der bare ikke ville sætte sig, så jeg kunne få et billede. Så måtte jeg nøjes med en anden svalehale og lidt andre insekter. Vi havde hørt om et sted, hvor de havde mange kolibrier, men der var helt lukket, så vi kørte hjem efter at have fået frokost i byen.
Om eftermiddagen valgte nogle at køre op i bjergene for at se efter fugle, men lige der havde jeg brug for at være mig selv, så jeg valgte at blive hjemme og i stedet gå en tur for mig selv i byen. Jeg fandt en stor ubebygget grund ved et lille vandløb, hvor der var en del fugle, så der stod jeg og hyggede mig i 1 1/2 times tid. Da jeg skulle hjem derfra, kom de andre tilfældigvis i bilen, så jeg kunne få et lift hjem. De havde så ikke set noget særligt på deres tur.
Peter havde aftalt med hotellet at denne aften og næste dag, ville vi gerne spise på hotellet, så de lavede ganske udmærket buffet kun til os. Så var vi fri for at bruge tid på at finde en restaurant og vente på maden. Super dejligt.